Patient-information / Ørebørn og dræn

ØREBØRN OG DRÆN

Hvem? Det er primært 1-5 årige børn, der lider af langvarig væske på ørene eller gentagne mellemørebetændelser.

Hvorfor? Væske på ørerne og tendens til mellemørebetændelse optræder hyppigt hos små børn som følge af øvre luftvejsinfektioner. Allergi, store mandler og polypper kan også være medvirkende. Mellemøret er forbundet med svælget gennem øretrompeten (det eustatiske rør), som udligner tryk. Hos små børn fungerer røret dårligt. Med tiden bliver funktionen dog bedre og øreproblemerne forsvinder. Hvis øretrompeten aflukkes pga. hævet slimhinde ved infektioner, allergi eller polypper opstår der undertryk. Når undertrykket har varet i længere tid ændres slimhinden i mellemøret og væske udskilles.

Hvilke symptomer? Gentagne mellemørebetændelser, uro - især om natten, smerter, barnet tager sig til ørerne, febertendens, forsinket sprog, balanceproblem, adfærdsforandring fx pjevset og kortluntet.

Hvad kan jeg gøre? Hos op til 2/3 af alle børn går væske på ørene væk af sig selv inden for tre måneder. Man kan hæve sengegærdet og give smertestillende medicin ved behov. Børnene bør kontrolleres af en ørelæge eller af egen læge. 

Hvis det ikke hjælper? Er væsken vedvarende eller øreinfektionerne gentagne er det nødvendigt at overveje dræn i ørerne. Tidspunktet for dræn afhænger af symptomernes varighed og sværhedsgrad.

Hvad er dræn og hvordan virker det? Drænet, der er 2-3 mm stort, har form som en lille trisse med krave i begge ender. Den ene krave placeres i mellemøret, og drænet sidder således fast i trommehinden. Der findes flere typer dræn i forskellige materialer, størrelser og faconer. Drænet er en luftkanal til mellemøret. Trykket og dermed slimhinden normaliseres og herefter stopper væskeproduktionen. Mellemøreslimhinden vil nu være mere modstandsdygtig, og der vil komme færre eller slet ingen infektioner.

Hvordan? Dræn indsættes under fuld bedøvelse - hos voksne dog evt. under lokalbedøvelse. Dræn holder i ca. 6-12 måneder, hvorefter kroppen udstøder drænet som et fremmedlegeme. Operationen tager kun kort tid efterfulgt af en opvågning. Det varer i alt ca. 20-25 minutter. Nogle gange fjerner ørelægen - efter aftale - også polypper. Det kan hos nogen have god effekt på øreproblemerne, da det bl.a. reducerer tendensen til forkølelse.

Hvornår? Vi foretager den type operationer ca. hver anden uge året rundt (som regel onsdage i ulige uger). Der deltager en ekstern narkoselæge ved alle operationer.

Hvad så bagefter? Børnene må komme i daginstitution dagen efter. Børnene kontrolleres ca. 2-4 uger efter operationen. Herefter ca. hver 3.-6. måned indtil drænene er faldet ud og øreproblemerne er forsvundet. Børnene kontrolleres desuden ved behov fx ved smerter, flåd og mistanke om, at drænene er faldet ud. Børn må gerne bade - også i svømmehal, og det er ikke nødvendigt at beskytte ørene med propper eller vat. Børn med dræn må ikke dykke dybere end 1 meter.

Hvilke gener/ulemper? Dræn kan falde ud før tid, og det kan være nødvendigt at isætte nye (evt. en anden type dræn). Der kan komme flåd fra ørerne især hos de mindste ørebørn. Flåd kommer oftest ved forkølelser. Ved flåd, der varer mere end få dage, eller hvis barnet har flåd og er alment påvirket, bør lægen kontaktes. Ved flåd ordineres oftest øredråber og evt. eddike- eller saltvandsskylning. I nogle tilfælde gives antibiotika. Der tages evt. en bakterieprøve, som kan danne grundlag for evt. viderebehandling. Der kan gives smertestillende medicin efter behov. Når drænet er faldet ud, kan det i sjældne tilfælde ske, at hullet ikke lukker sig. En mindre operation for at lukke hullet, kan således være nødvendig.  

 

Øre-, næse- og halslæge Dorthe Kjær | Viby Ringvej 10, 8260 Viby J  | Tlf.: 86 14 27 26