Patient-information / Flåd fra øret

FLÅD FRA ØRET

Hvorfor flyder øret? Flåd opstår af forskellige årsager. Den hyppigste årsag er i forbindelse med mellemørebetændelse, som kan opstå i forbindelse med almindelige forkølelser, hvor bakterier via øretrompeten (det eustatiske rør) vandrer fra svælget til mellemøret. Her dannes betændelse, som kan forårsage, at trommehinden sprænger pga. tryk, og derved løber betændelsen ud af øret. Flåd – eller betændelse – kan også løbe ud af øret gennem et anlagt dræn.

Hvad kan jeg selv gøre? Hvis det drejer sig om flåd fra et øre med dræn, anbefales skylning med eddikevand. Bland almindelig husholdningseddike med kogt lunken vand i forholdet 1:10 (blandingen kan holde sig i køleskabet). Man anvender en øreskyllesprøjte eller en injektionssprøjte (10 eller 20 ml, kan købes på apoteket). Blandingen skal være lunken ca. 37 grader. Der skal skylles med et jævnt tryk, så man får renset op helt ind i bunden. Sprøjtens spids må ikke slutte tæt til øregangen, da vandet skal kunne løbe ud igen. Eddike renser og gør øregangen sur, hvorved man modvirker bakterievækst. Evt. kan der anvendes saltvand i stedet (½ liter vand + 1 tsk. salt). Efter skylning tørres øregangen med en håndklædesnip eller lign. evt. suppleret med føntørring af øret på lav varme. Der skylles morgen og aften til øret er holdt op med at flyde – det varer som regel nogle få dage.

Hvad gør jeg, hvis det fortsat flyder? Hvis din almentilstand er påvirket, eller det fortsat flyder fra øret efter 3-4 dages skylning, kan det være nødvendigt at kontakten ørelægen. Det vil ofte være nødvendigt at supplere med øredråber, der indeholder antibiotika. Dråberne er på recept. Når øret er skyllet, dryppes øret som foreskrevet på pakningen. Dråberne masseres ind i øregangen ved at trykke nogle gange på ørets bløde brusk, som sidder foran indgangen til øret. Derved pumpes dråberne dybt ind i øregangen og ind gennem et evt. dræn. Ved høj feber,, påvirket almentilstand og vedvarende flåd kan det være nødvendigt at tage antibiotika som tablet eller mixtur. Eventuelt skal lægen først tage en bakterieprøve fra øret. Prøven sendes til undersøgelse og analyseres for hvilken type antibiotika, der bør gives mod bakterierne. Desuden kan det være nødvendigt at se patienten på klinikken, hvor øregang/mellemøret skylles eller suges rent for betændelse.
Øre-, næse- og halslæge Dorthe Kjær | Viby Ringvej 10, 8260 Viby J  | Tlf.: 86 14 27 26